Mandø: I Pinsen blev gadekoncerten med Tidals foran Brugsen på Mandø et pænt tilløbsstykke på trods af udfordringer med tidevandet, og den succes bliver der nu brygget videre på.
Derfor vender Tidals tilbage til Mandø lørdag den 10. august fra klokken 12 til 17.
Flere gik forgæves ved den første koncert, så nu lægges koncerten på en sommerdag, hvor tidevandet gør det muligt at opholde sig mange timer på øen. Traktorbusserne kører allerede fra klokken 10 og sidste afgang mod fastlandet vil være omkring klokken 18. Man kan da også vælge selv at køre ad Låningsvejen til og fra øen.
- Vi har efterhånden spillet mange gange på Mandø, hvor vi hygger os gevaldigt både med de fastboende og tilrejsende mandøboere samt med endagsgæster og turister udefra. Derfor vil vi gerne give lidt tilbage til gavn for øen, og vi håber på godt vejr og glæder os til en lang musikalsk eftermiddag i godt selskab, siger Jørgen Thorup og Niels Christian Lausen fra Tidals.
Der vil være opstillet borde og stole, grill og fadølsanlæg ved Brugsens lune sydgavl.