Klumme: Det er efterhånden 22 år siden, jeg stod på parkeringspladsen ud for Vesterlund Ungdomsskole og tænkte, at det var nu, livet begyndte! De næste 10 måneder skulle vise sig at blive tiden, hvor jeg på både godt og ondt lærte at stå på egne ben. Mærke betydningen af relationer, venskaber og hvordan savnet til det kendte og det hjemlige var med til at forme mig til den person, jeg er i dag.

Jeg mindes min efterskoletid med glæde - glæde over de mange oplevelser, som vi fik sammen. Cykelturene, hvor vi blandt andet cyklede til Hjarbæk Fjord, som ligger nordvest for Viborg. En 4-dages tur på i alt 298 km, hvor vi boede i telt, nød samværet og mærkede nye fællesskaber, som spirede mere og mere fra dag til dag.

De smukke unge mennesker

Det minde, der står stærkest, er uden sammenligning den dag maj i Idrættens Hus i Vejle, hvor måneders hårdt arbejde for alvor skulle stå sin prøve. Rundt om i hallen sad forældre, tidligere elever, gamle klassekammerater samt lærere og elever fra de omkringliggende efterskoler - alle var de klar. Tove sad klar ved klaveret, og der blev talt ned. Spændte og nervøse var vi klar til at indtage gulvet til en af vores mange gymnastikopvisninger. Sikke en oplevelse.

Der stod vi 103 elever - skulder ved skulder - og sugede indtrykkene til os! Målrettede, beslutsomme og høje på fællesskabsfølelsen leverede vi en brag af en opvisning, og efterfølgende ville euforien ingen ende tage. Vi var urørlige - sammen kunne vi alt!

Det er den følelse, jeg har taget med videre i livet. Følelsen af at sammen er vi stærkest, uanset om det er, når jeg går på håndboldbanen, eller om jeg er hos familien. Jeg kan ikke klare livet på egen hånd, og det har jeg heller ingen intentioner om. Jeg dyrker fællesskabet i foreningen og det stærke bånd, som jeg har til min familie.

Rygsækken fyldes

Dét at komme på efterskole er ikke nødvendigvis en selvfølge i alle familier. I min egen familie har min storesøster og jeg begge været afsted, hvorimod min lillesøster valgte det fra. Det har aldrig været et pres at skulle afsted, men mere en mulighed for at få en oplevelse med i livets rygsæk.

Min mand var på efterskole fra 8.-10. klasse, og de tre år bød på både gode og dårlige oplevelser. Gode oplevelser giver minder, og dårlige oplevelser sætter spor, så det var også med en vis betænkelighed, da vores datter Olivia på 12 år fortalte, at hun ville på efterskole.

Vi var ret hurtige enige om, at skulle hun afsted, så var det i 10. klasse. Der har hun haft ro til at færdiggøre sin 9. klasse eksamen, som hun skal bruge, når hun skal søge videre. Og med det pres taget af hendes skuldre (for eksamen er vitterligt et pres hos mange unge mennesker), så kan hun tage den "lidt-mere-med-ro" på efterskolen. Nu har vi en meget pligtopfyldende datter, som elsker skolearbejdet, så om hun vælger at "tage-den-med-ro" i 10. klasse må tiden vise, men hun har i hvert fald muligheden.

Efterskolernes Dag

Der findes efterhånden efterskoler til ethvert ungt mennesker, som ønsker at komme lidt hjemmefra. Uanset om man er "gamer", fodboldspiller, gymnast, har faglige udfordringer eller bare elsker at lave teater, så er der muligheder på en efterskole.

Efterskolernes Dag afholdes hvert år den sidste søndag i september, og vi har den allerede i kalenderen. Olivia har fået til opgave at vælge de efterskoler ud, som hun finder interessante, og så skal vi på rundvisning. Selvom hun kun går i 6. klasse, så er det "lige-om-lidt", at vi skal have hende skrevet op til den foretrukne efterskole, så hun er sikker på en plads og undgår ventelisten. Samtidig er der også det økonomiske aspekt, for det er ikke helt billigt at sende sit unge menneske på efterskole. Opsparingen er så småt påbegyndt, og det varmer helt ind i hjertet, at vi har muligheden for at give hende den oplevelse. Skulle Olivia fravælge muligheden om et par år, så er det også helt okay, for det er hendes valg.

Per Krøis Kjærgaard har skrevet "Kære Linedanser", som har fulgt mig siden mit år på efterskole. En sang som siger det hele og lidt mere til:

Kære linedanser, udspændt ligger foran dig selve livet du fik givet, gå nu kun din vej.

Du må turde træde ud, hvor dit liv kun er dit. Det briste eller bære må dette ene skridt.

Give fra dig hvad du magter, da ser du, en dag du nåede ud og danser til himmelens stjerneskud.