Poul Kristensen har fået et 40 års æreslegat fra Dansk Musikerforbund.
Ribe: Igennem mere end 40 år har Poul Kristensen været en meget aktiv musiker i mange sammenhænge. Han har nu fået et 40 års jubilæumslegat fra Dansk Musikerforbund, som hedder Launi Grøndals fonds æreslegat, og det er for at hædre hans indsats for musiklivet.
- Jeg har egentlig ikke tænkt så meget over, at jeg har været medlem af musikerforbundet i 40 år, så jeg blev overrasket over, at der en morgen dumpede et brev ind ad brevsprækken med et legat. Jeg er selvfølgelig stolt af, at de har tænkt på mig. Det er kæmpestort, og den havde jeg slet ikke set komme, siger Poul Kristensen, der vil bruge pengene til nye mikrofoner i sit hjemmestudie.
Poul er oprindelig fra Nørager, og han begyndte at spille musik helt tilbage i tresserne, hvor pigtråds musikken var populært. Da han flyttede til Esbjerg for at gå på seminariet, kom han med i bandet Moontimes, som spillede dansemusik, og det var derfor nødvendigt at melde sig ind i Dansk Musikerforbund.
Poul flyttede til Ribe i 1974, og på dette tidspunkt var han ude at spille omkring 100 jobs om året, hvor han og bandet var fast inventar til baller på kroer og hoteller i det meste af Syd- og Sønderjylland.
- Vi øvede en gang om ugen og spillede koncerter hver fredag og lørdag. Og vi skulle jo spille alle de sange, der var på dansktoppen, så vi var nødt til at være professionelle. Vi havde kassettebånd, som gik på omgang mellem os, så vi kunne lære teksterne på de populære numre. I dag kan man jo bare finde det på nettet.
- Vi spillede blandt andet til ringriderfester tre dage i træk og levede af ringriderpølser, og det var jo rigtig sjovt at være med til at skabe en fest der, ligesom vi spillede til Tulipanballer i Ribehallen.
Da Moontimes skruede ned for ambitionsniveauet, brugte Poul tiden på Valdes Kapel og senere Fat Freddy. Og han har derudover været igangsætter til en masse musiske aktiviteter som Big Band Ribe og Ribe Rockkor.
- Poul har været medlem af Dansk Musikerforbund i 40 år. Han har været folkeskolelærer og musiklærer på blandt andet Ribe Musikskole og musikhøjskolen ved siden af. Poul har været med til at starte Ribe Musikskole, Skolescenen, Big Band Ribe, Ribe Rockkor og meget mere, som alting har haft med musik at gøre. Poul er gift med Kirsten, og de har tre børn, hvoraf de to lever af at spille musik.
Sjovt når det vokser
- Det fedeste er, når min begejstring for musikken har fået tingene til at vokse her i Ribe. Mit liv har været en perfekt kombination af at være folkeskolelærer, musiklærer og musiker. Jeg har været heldig, at det, jeg har involveret mig i, er lykkes. Det har været en sjov tid, og uanset hvor jeg er, så bliver der lavet en masse musik.
- Det gør mig glad at spille musik, og jeg kan simpelthen ikke undvære det. Jeg får masser af energi, når jeg spiller. Og det er klart, at det er pissefedt, når musikerforbundet har opdaget det og sætter pris på det, siger Poul Kristensen.