Esbjerg Kommune: Hvis ikke 37-årige Lilli Westergaard Asmussen for nogle måneder siden havde stoppet op og tænkt, at nu var det nok, så var hun formentlig endt med at gå ned ramt af angst og med en sygemelding. Efter mere end 13 år som pædagog i Mælkebøtten i Ribe, kunne hun mærke på sig selv, at arbejdspresset var blevet for stort.

- Jeg kunne efter sommerferien mærke, at jeg ikke kunne arbejde på fuld kraft. Jeg blev trist og kunne mærke nogle af de samme tegn, som da jeg var sygemeldt med angst i fire måneder i 2007. Jeg mærkede en brændende fornemmelse i nakken, der strålede ud i armen, og jeg fik panikanfald. De basale behov som sult og søvn var væk, og så vidste jeg, at jeg måtte tage affære, fortæller Lilli Westergaard Asmussen, der til at starte med i september gik på orlov og siden fik en fratrædelse, selv om Mælkebøtten var en fantastisk arbejdsplads med dygtige kolleger.

- Jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg fortsatte under de forhold, der var i daginstitutionen. Jeg ville ikke kunne være der i tilstrækkeligt omfang for børnene og mine kolleger. De mange krav om dokumentation og skrivebordsarbejde tog alt for meget af den tid, der skulle bruges til kerneopgaverne om at give børn tid og nærvær. Det var jo på grund af samværet med børnene, jeg blev pædagog. Jeg kan ikke arbejde inden for de rammer, man tilbyder pædagoger i dag. Jeg vil altid være pædagog af hele mit hjerte, men jeg kan ikke fungere i arbejdet lige nu, fortæller hun og ærgrer sig over, at den officielle udmelding med hendes opsigelse var, at hun søgte nye udfordringer, mens sandheden var, at hun blev syg af at gå på arbejde.

Afhængige af uuddannede

Hun kan godt se, at normeringstal, der siger cirka fem og syv børn pr. voksen i henholdsvis vuggestuer og børnehaver, ser fornuftige ud på papiret. Men mange af de voksne består efterhånden af uuddannede.

- Vi er procentvis blevet færre uddannede pædagoger i institutionerne. Der er flere voksne i daginstitutionerne, der kommer ind via fleksjob og som unge vikarer uden uddannelse. Vi er selvfølgelig afhængige af de uuddannede for at få det hele til at gå op, siger Lilli Westergaard Asmussen og fortsætter:

- Det er ikke noget problem i, at de ikke har uddannelse, og det er rigtig fint, at de kommer ind og snuser til faget. Problemet er, at vi bliver afhængige af uuddannede ansatte, for at økonomien skal hænge sammen. Det er både synd for de uudannede, at de kommer ind i en presset hverdag, og for børnene. Mange børn har brug for trygge og stabile rammer, og det er svært at give dem, hvis hverdagen emmer af for meget udskiftning i personalet. Der er forskel på at få en vikar ind engang imellem, eller om man har vikarer på, fordi det er blevet en nødvendighed.

- Pædagoger skal sammen med de andre ansatte planlægge og gennemføre en række læringsprojekter. Det ligger der en masse overvejelser omkring, hvor pædagogers faglighed virkelig kommer i spil, men det tager også tid fra børnene, og så skal vikarerne og medhjælpere ofte ind og styre projekter, hvilket ikke giver den optimale læring for børnene, siger hun og understreger, at hun havde en række rigtig dygtige medhjælpere, som hun har sparret med.

Forældre skal på banen

Lilli mener, at forældre også har et ansvar omkring deres børns dagligdag i en institution.

- Jeg ville ønske, at forældre var mere opmærksomme på, hvilken hverdag deres børn går i. Man skal være mere kritisk og observant, og hvis der er noget, der er utilfredsstillende, så skal man ikke brokke sig til ansatte i institutionen, men i stedet gå til den pædagogiske leder eller områdeleder, for vi pædagoger kan ikke gøre noget. Det vil hjælpe pædagogerne rigtig meget, og vi vil klappe i hænderne. Forældre skal se daginstitutionen som en butik, og hvis ikke de får den vare eller service, som de betaler for, så skal de agere, siger hun.

Håber andre følger trop

Ved at stå frem håber Lilli Westergaard Asmussen, at andre kan og vil følge trop, mens hun også håber, at hendes opråb rammer politikere.

- Det er frustrerende, at der ikke er arbejdsro. Den ene dag kan vi ovenfra blive pålagt at bruge et bestemt arbejdsredskab til at følge børns udvikling og lokalisere deres udfordringer. Når vi så bliver trygge ved det, så kommer der pludselig et nyt redskab, vi skal bruge krudt på at lære at kende, frem for at bruge tid på at være med børnene, siger hun og støtter sig til det Unni Lind, lektor ved UCC, siger om, at pædagogers diskussioner eller manglende tid kan påvirke børns trivsel i daginstitutioner.

- Manglende tid og for få hænder kan påvirke stemningen. Børn er verdensmestre i at mærke stemninger, og frustrationer påvirker stemningen. Og så har vi ikke overskud og tid til dem, siger Lilli Westergaard Asmussen.

- Jeg har set kollegaer gå ned med stress, haft kollegaer, der har sagt op, mens flere pt. er sygemeldte. Pædagoger skal støtte og bakke op om hinanden, og man er nødt til at åbne sin mund for at få bedre arbejdsvilkår. Vi går sammen og er frustrerede, men vi gør ikke noget ved det, fordi vi er bange for at miste vores job, slutter hun.