SSP-Konsulenten ved godt, at der er problemer med stoffer og hash i Ribe, men det er ikke større end i andre byer.
Ribe: Den lokale SSP-konsulent, Michael Ulv, vil ikke kommentere på det konkrete eksempel, der er omtalt her i avisen.
Men konsulenten har naturligvis et indgående kendskab til det misbrug, der er i Ribe. Og det er et misbrug, der ifølge ham, ligner det, man ser i andre byer på Ribes størrelse.
- Der er ikke noget, der tyder på, at problemet med euforiserende stoffer skiller sig ud i vores område. Og der er heller ikke noget, der tyder på, at det er større i Ribe end i andre byer. Vi kan se i de undersøgelser, vi har, at brugen af eurofriserende stoffer og debutalderen er stagneret, og der er stor sandsynlighed for, at både omfanget og debutalderen går den rigtige vej, siger Michael Ulv.
SSP-konsulenten ser dog også, at der muligvis er en mindre stigning i forbruget af netop hash. Han er godt klar over, at der er en gruppe risikovillige unge, og han ved godt, at det i Ribe og i alle andre byer er nemt at få fat på euforiserende stoffer, hvis man er interesseret. Men det er netop på dette område, man forebyggelsesmæssigt forsøger at gøre noget ved.
- Der er undervisning på folkeskoler og til forældremøder, hvor der snakkes på et generelt niveau. Så er der et individorienteret niveau, hvor konsulenterne er inde og hjælpe i sager mellem unge og forældre. Og endelig er der et decideret misbrugsbehandlingstilbud.
Unge skubber til grænser
- Det er voldsom ærgerligt, når unge mennesker får et forbrug af hash eller andre euforiserende stoffer. Men vi har en ungdomskultur, der består i, at nogle unge gerne vil skubbe til grænser, og det kan ske igennem et eksperimenterende festmiljø, og her kan hash være et step. Jeg oplever ikke, at der er mange helt unge med et stort forbrug i Ribe, og det er absolut mest normalt ikke at ryge hash. Men ét ungt menneske, der er ude i et misbrug, er jo et for meget.
Hold øje med de unge
- Jeg har jævnligt snakke med forældre og et ungt menneske, som er kommet ud i et problem, som de har brug for hjælp til. Det er en vigtig rolle for SSP, at vi kan være overgangsperson mellem ung, systemet og forældre, og det er en type opgave, som jeg jævnligt er en del af. Vi ser en værdi i at være her i lokalområdet, for det gør det også lettere at være en del af snakken med forældre og unge, når vi kender området. De unge mennesker har alle set mig før via det forebyggende arbejde, jeg laver i Ribe, og det betyder uden tvivl meget.
- Jeg vil da gerne bruge lejligheden til at opfordre forældrene til at holde øje med deres unge mennesker og være opmærksomme på, om der er tegn på forandring i form af mistrivsel, stort pengeforbrug, ændring i venskaber, ændring af tøjstil eller lignende, lyder det fra Michael Ulv.